Dråben

Ole kiggede sig selv i spejlet, mens han vaskede sine hænder langsomt og grundigt. Han trak tiden ud og forsøgte at få lidt ro på nerverne. Om lidt skulle han ind til kvartalsmøde med fem andre landechefer. Han havde ikke mødt de andre før og så ikke frem til det, da han var ret sikker på, at Maurice kunne finde på at udstille ham foran de andre.
Tredje kvartal havde ikke levet op til forventningerne. Han havde kun refereret til Maurice i tre måneder og det havde været benhårdt.
Ti minutter inde i mødet skete det. Tallene fra det danske kontor blev blæst op på storskærmen, så alle havde facts foran sig.
Maurice råbte og skreg som en vanvittig. Dem, der sad tæt på ham, kunne se, at hans pupiller var kulsorte.
Det var tydeligt for de tilstedeværende, at han var rasende.
I et splitsekund sortnede det for Ole, og hans puls hamrede derudaf.
Bagefter vidste han ikke, hvor hans mod var kommet fra. Først havde der været en kortslutning til den mentale del af hjernen, og han var lige ved at lade det dyriske tage over. Men så genfandt han balancen og traf en hurtig beslutning.
Han rejste sig langsomt og gik roligt op til den PC, kablet til storskærmen sad i, hev det ud og vendte sig om mod Maurice og så ham direkte i øjnene.
”I find you pathetic and destructive. I am leaving this meeting now.”
Så vendte han sig mod de andre og tog øjenkontakt med dem en efter en, mens han med et myndigt og afklaret tonefald sagde: “Ladies and Gentlemen, I do not know if we ever will meet again. I wish you a good meeting!”
Derefter gik han hen til sin plads, tog sine papirer og computer og forlod mødelokalet. Før han lukkede døren bag sig, vendte han sig om og så hvordan de alle stirrede måbende efter ham. Der var så stille, at man havde kunnet høre en knappenål ramme gulvet. Hans ansigtsudtryk var alvorligt og han følte sig afklaret og helt i ro.
Hjertet slog i et normalt tempo og vejrtrækningen var dyb.